Danmarks første spillefilm bliver GREEN FILM certificeret med (hidtil) flest point
Dato for aktivitet:
Spillefilmen PARANOIA, produceret af SF Studios Production, er færdigfilmet, klimavenlig og GREEN FILM certificeret. SF Studios har fastansat Anne Ahn Lund som fast Sustainability Manager. Hun har sin daglige gang på SF’s kontor på Christianshavn og er med på alle deres produktioner. Anne har været ansat lidt mere end et år og har været med til at indføre grønne tiltag og klimarapportere på alle SF’s fiktionsproduktioner siden.

OBS: Spillefilmen har skiftet navn fra CYKOSE til PARANOIA efter denne artikel er skrevet, derfor vil der stå CYKOSE på billederne.

GREEN FILM certificeret med 45 point

Ikke nok med, at PARANOIA er den første GREEN FILM certificerede spillefilm i Danmark, så er det også den produktion i Danmark, der har opnået flest point i certificeringen, hidtil. Ved en GREEN FILM certificering skal man opnå min. 20 point ud af 50 mulige. Anne Ahn Lund og holdet bag PARANOIA har givet den en ordentlig skalle og opnået hele 45 point ved at indføre en masse klimavenlige tiltag. Anne har udtalt i pressemeddelelsen fra SF Studios: ”Tre ting, som kendetegner vores succes med de omfattende bæredygtige tiltag på PARANOIA, er god planlægning, total opbakning fra ledende funktioner og tydelig ansvarsfordeling. Vi gik i gang med at indtænke bæredygtighed allerede før, manus var færdigt. At være i gang i så god tid har bl.a. gjort det lettere at sætte gang i leverandørkæden og motivere afdelinger til at tænke kreativt og cirkulært. Alle tre dele har bidraget til større sammenhold og stor motivation til at bryde vaner. Det har givet en større tryghed for den enkelte omkring de krav der stilles til dem og dermed har det bæredygtige arbejde også givet plusser til vores sociale målsætninger”.

Filmen hedder nu PARANOIA.

 

Bløde krav og retningslinjer begynder at sætte en standard

Herhjemme, i Danmark, er der (endnu) ikke nogen krav til, at man indfører konkrete bæredygtige tiltag på produktionen af en spillefilm, men der begynder at blive stillet krav til, at man laver og afleverer en bæredygtighedsplan, som indeholder hvilke grønne tiltag og målsætninger produktionen vil implementere og opnå.

Som tidligere nævnt, har SF Studios været i gang med den grønne omstilling et godt stykke tid, men hvad er årsagen til at SF Studios har valgt at GREEN FILM certificere deres nyeste skud på stammen, spillefilmen PARANOIA? Vi har talt med producerne bag filmen, Mia Elvtrøm Myrälf og Julie Rix Bomholt, og spurgt ind til årsagen bag certificeringen: ”Det har længe været et fokus og en drøm for os at producere mere bæredygtigt. Da Anne blev ansat på SF Studios var der ikke meget tvivl hos os om, at det Anne kunne bidrage med, ville vi afprøve til fulde på PARANOIA. I takt med at vi kiggede ind i det, i samarbejde med Anne, kunne vi se, at det var oplagt også at gå efter GREEN FILM certificeringen”.

 

Produktionens lineproducer, Kim Arnt Torp, synes at certificeringen har bidraget til at drive motivationen for at kæmpe for klimaet og gøre det muligt at producere PARANOIA grønnere. Det har været en klar strategi fra start, og filmholdet har kendt til ambitionen helt fra begyndelsen.

Kim Arnt Torp og produktionslederen Morten Schjerbach Wallach havde tidligt i processen møder med Anne Ahn Lund omkring certificeringen, og hvor mange point, det var muligt at opnå. ”Vi blev topmotiverede af at skulle opnå det vi havde sat os for. Det er jo ikke fordi, at det er en konkurrence, om ikke andet var den kun med os selv, men det er det at sætte sig et mål og så opnå det”, udtaler Kim Arnt Torp.

Det er svært at opnå den præstation som PARANOIA har opnået alene som lineproducer, produktionsleder og sustainability manager, og til det siger Kim Arnt Torp; ”Målet handler ikke så meget om point, men mere om at sige, det her vil vi gerne sammen, som et hold, som en branche, i et land der gerne vil gå med i fronten for den grønne linje”.

For Kim som lineproducer er det blevet nemmere at producere film og tv-serier med klimavenlige tiltag, da flere og flere, efterhånden har stiftet bekendtskab med de nye måder at producere på og hun mener det er vigtigt, at man udfordrer den modstand, der kan være til at arbejde mere klimavenligt og gå ind i dialogen med dem der synes det er svært. Derfor har det for Kim været trygt og godt, at have Anne med, som en del af holdet. ”Anne har kunnet svare på alle spørgsmålene, og underbygge svarene med faktabaserede argumenter, som har været med til at overbevise. Der er en masse viden og en masse svar, som Anne kan tage ved kaffebordet, til frokost og tilholdmøderne. Det gør det i hvert fald 75% lettere”, afslutter line producer Kim Arnt Torp.

Foto af Anne Ahn Lund

 

Bus på el kunne drive den daglige drift

For at komme i mål med certificeringen, har produktionsholdet bag PARANOIA skullet implementere klimavenlige tiltag på minimum de 7 fokusområder, der er en del af certificeringen. Et af de områder der bl.a. har givet maks. point i certificeringen og som ligeledes har sparet produktionen for rigtig meget CO2, er fokusområdet energibesparelse. Som regel har man, på film- og TV-produktioner, som optages på location, en dieselgenerator kørende til at generere strøm. Det er både til lys i forbindelse med optagelserne, strøm til sminketraileren, hvor der skal tørres hår, bruges barbermaskiner osv. Ligeledes bruges der strøm til filmbussen, hvor der bl.a. er et køkken. Bussen fungerer desuden som produktionskontor og til ophold, og her er det vigtigt, at man kan få strøm.

På PARANOIA havde de fået fat i det helt nye filmbusselskab Locationbus ApS, som har en bus, med et rum fyldt med batterier, som kan generere strøm til den daglige drift i bussen og til sminke- og kostumetraileren gennem hele optagedagen. Ved at bruge denne bus, har produktionen sparet mere end 1000 l. benzin, som ellers skulle drive generatoren for at generere den fornødne strøm. Regner man det om til CO2, løber det op i hele 5 ton CO2, der altså er sparet på denne produktion.

 

Forud for produktionen, blev der holdt møde mellem Anne Ahn Lund, produktionens locationafdeling og lokale aktører, i Frederiksberg Kommune, hvor størstedelen af optagelserne fandt sted, for at få adgang til at blive koblet op på det lokale elnetværk. Det gjorde, at bussens batterier kunne blive ladet op på de særligt lange dage, og at der ellers ikke skulle bruges generator i forbindelse med optagelserne.

Derfor kan PARANOIA kalde sig for en 100% generatorfri produktion, som i den grad kan ses i CO2-regnskabet.

Bussen der genererer strøm via batterier. Foto af Laura Kornerup Jensen

 

Pres på leverandørerne

Forud for produktionen, havde flere af de ledende funktioner samt Anne Ahn Lund kontaktet flere af deres leverandører for at sikre så klimavenlige produkter som muligt. F.eks. havde et længerevarende samarbejde med biludlejningsfirmaet fået dem til at købe ekstra el-varevogne, så 4 af produktionens udstyrsbiler kørte på el, ligesom 2 af deres personbiler.

Da PARANOIA hovedsageligt er filmet på Frederiksberg, gav det mulighed for at skære produktionens bilpakke helt ind til benet, da langt de fleste medarbejdere, som ikke kørte udstyrsbil, kunne cykle eller tage offentlig transport. Det har reduceret bilpakken fra 25-30 biler til 15 biler, hvor 6 af dem kørte på el. På trods af det, er transport produktionens største post når det handler om CO2-udledning, og står altså for 54,4 % af den samlede udledning.

Produktionens samlede CO2-udledning er målt til at være 33 ton CO2, og er inklusiv preproduktion, produktion og et estimat af postproduktionen.

Varevogne på el. Foto af Anne Ahn Lund

 

Andre klimavenlige tiltag der baner vejen til succesen

Udover de allerede nævnte klimavenlige tiltag, har produktionen haft 3 dage ud af 5, hvor cateringen har været vegetarisk, på den måde har hele 90 % af deres frokost været plantebaseret, og alene dét har sparet produktionen for 1,7 ton CO2.

 

Produktionens regi-afdeling har ikke skullet bygge meget, da størstedelen er filmet på etablerede locations, som ikke har krævet at bygge. Dog har de skullet male en del, men har her udelukkende brugt økologisk maling, som var certificeret og dermed miljøvenligt.

 

Kostumeafdelingen har været på genbrugsjagt, hvilket betyder, at mere end 85% af kostumerne i denne spillefilm var genbrugstøj. Det er endnu et område, der virkelig har medvirket til en stor CO2-besparelse. Kostumedesigner Sascha Valbjørn er meget bevidst om hendes afdelings aftryk på klimaet og udtaler; ”Der er så meget engangsbrug både i kostumer men også andre afdelinger i filmbranchen. Jeg har tit tænkt over min egen involvering i dette og prøvet gennem tiden at indføre mere og mere genbrug og kostumer fra kostumelagre, for at mindske mit aftryk”. At bruge genbrugstøj til kostumerne er en ny og anderledes måde at arbejde på, end man plejer.

Det kræver noget mere planlægning og der bruges mere tid på det, hvilket der vil være nogle udfordringer forbundet med. Sascha Valbjørn ser den største udfordring ved, at der med genbrugstøj kan være et økonomisk spild; ”Genbrug kan være svært da, at man ikke kan returnere. Vi har kostumeprøver inden optagelse for at se, hvad der passer til karakteren og skuespilleren. Der har vi brug for et større udvalg end vi egentlig skal bruge. Det kan være lidt et økonomisk spild, da vi ikke kan returnere det, vi ikke får brug for. Men jeg har fundet nogle steder, hvor jeg har lavet gode aftaler, så det handler også om at tænke ud af boksen”. Siger kostumedesigner Sascha Valbjørn. Hertil tilføjer Sascha, at disse udfordringer kræver en større forståelse fra holdet, da man ikke lige kan købe det, man mangler 5 min. inden optagelse. Men det kan imødekommes ved ”at alle på holdet er klar over og bevidste om alternative måder at være på et filmset, hvor man undgår hurtige miljøbelastende løsninger, og at alle kollektivt er sammen om at løse tingene på den mest bæredygtige måde”.

 

Den grundige planlægning, der har været af denne produktion, har gjort det muligt at have et overblik over, hvilke materialer og kostumer, der kan tages med på næste produktion og genbruges 1:1. Planlægningen har også skabt en opmærksomhed omkring, hvad der efter produktionen kunne genanvendes, sælges eller doneres til andre, som kan bruge materialerne og kostumerne. Den planlægning, opmærksomhed og bevidsthed har medvirket til, at hele 99% af produktionens materialer og kostumer enten er blevet solgt eller doneret og derved er det blot 1%, som har måtte lade livet og ende sine dage på spillefilmen PARANOIA.

 

PARANOIA kan opleves i biografen i 2024. Kæmpestort tillykke til hele holdet bag PARANOIA og SF Studios med den flotte, klimavenlige præstation. Vi håber, at flere produktioner og selskaber vil tage ved lære og blive inspireret til at prøve kræfter med klimavenlige tiltag og måske endda gå all in, og gå efter en GREEN FILM certificering.

Hvis du er inspireret til at komme i gang, så kan du læse mere om, hvad du kan gøre på linket HER