Grøn forandring hos Mastiff: “Det er efterhånden svært at være sur på bæredygtighed”
Dato for aktivitet:
Vild med Dans er blevet bæredygtighedscertificeret. Små skridt, dialog og frihed til at tænke selv har kendetegnet processen mod det grønne stempel, fortæller produktionsleder hos Mastiff, Mads Enemark.

Som den første live-produktion i Europa kan Vild med Dans og Mastiff smykke sig med bæredygtighedscertifikatet: ‘Green Film.’ Rejsen mod udmærkelsen startede allerede i 2019 - inden corona. Den blev kickstartet af et pres fra toppen.

 

“Det var Banijay koncernen, som vi er ejet af, der ønskede green managers i deres selskaber - og altså at man gjorde en større indsats for at skabe mere bæredygtighed,” fortæller produktionsleder hos Mastiff Mads Enemark.

Og da også TV2 gerne ville have bæredygtighedscertificeret deres store tv-formater, kom der skred i tingene. Mads Enemark kalder presset udefra for “kærkomment.”

“Det er essentielt, at der kommer et pres. Det er en kulturforandring, som vi gerne tager ansvar for, men som også kan være svær. Så det er afgørende, at det får opmærksomhed fra ledelsen og fra kunden. Så sker der noget,” siger han.

 

Lavthængende frugter

Flere af de tiltag, der gav point i bæredygtighedsregnskabet, var ikke uoverkommelige for Mastiff. Et indsatsområde var transport. Her var man begunstiget af, at Vild med Dans har lejet studier lige ved siden af kontoret. Deltagerne indlogeres på bæredygtige hoteller, som der er mange af i København - også tæt på produktionen - så der er stort set ingen transportudledning.

 

Andre lavthængende frugter var, at fjerne det engangsservice, der blev brugt til frokost.

 

“Her handlede det helt simpelt om at udskifte det med rigtig service og give runnerne en ny opgave med at få vasket op efter frokost. Det var også overkommeligt, og jeg tror, det har været godt for processen, at man ikke lægger ud med at være overambitiøse,” siger Mads Enemark.

 

Medarbejderne blev også bedt om selv at tage drikkedunke eller glas med, så man kunne få ryddet ud i plastmængderne, der tidligere var enorme.

 

“Vi købte pallevis ind af plastflasker for fire år siden,og der var faktisk lidt modstand mod at fjerne dem til at begynde med. Men i dag kan vi slet ikke forestille os alt det plast,” siger Mads Enemark.

Noget at måle på 

Hos Mastiff har man ikke haft en fuldtidsansat green manager til at drive de grønne tiltag igennem. I stedet har Produced By, der laver grøn filmproduktion, været konsulenter på processen.

 

“Alt hvad der har med dataindsamling, indberetning og facilitering af processen at gøre har været udliciteret. Det tager meget tid. Næste år skal vi selv facilitere det. Det skal vi have en dialog med TV2 om, for det kræver jo ressourcer,” siger Mads Enemark.

 

Produced By har rapporteret ind til ‘Bureau Veritas’, der som uvildig ekstern instans har tjekket, at alle data er korrekte.

 

“Der kom en kvinde fra Bureau Veritas herud med en note-pad og gik listen igennem. Hun tjekkede op på transport, hoteller og så videre og på de fysiske ting som plastflasker og service,”fortæller Mads Enemark.

 

Bureau Veritas verificerer, at Vild med Dans lever op til Green Film-kravene. Hvert indsatsområde - såsom transport, materialer og energi-  giver point, og man skal kunne samle mindst 20 for at få certificeringen.  

 

“Det er afgørende for troværdigheden, at der er ekstern audit på. I det hele taget er processen omkring certificering med til at signalere seriøsitet og synliggøre arbejdet med bæredygtighed,” siger Mads Enemark og tilføjer:

 

“Nogle synes, det er lidt fjollet at skulle certificeres,men det betyder, at vi rykker på det. For vi har noget at stile efter, og noget vi kan måle på fremover.”

 

Underleverandørernes rolle

En væsentlig del af bæredygtighedsarbejdet har handlet om at gå i dialog med- og lægge pres på underleverandører.

 

“Vi lejer jo rigtig meget i den her branche. Lys, biler,lokaler og så videre. Så det har været noget med hele tiden at efterspørge de bæredygtige løsninger,” siger Mads Enemark.

 

Noget har krævet mere tovtrækkeri end andet.

 

“Det tog noget tid at overbevise vores udlejer DEAS om, at vi skulle kunne sortere i flere fraktioner. Det koster jo også lidt i indkøb afskraldespande.”

 

Andet har været lettere, såsom at leje hybridbiler i stedet for benzinbiler hos Europcar eller at få lys-leverandøren til at levere LED-lamper.

 

“I dag er 95 procent af vores lys LED. De sidste fem procent handler om, at der simpelthen ikke findes gode nok LED-produkter endnu. Men underleverandørerne kan godt mærke, hvad vej vinden blæser, så når de køber nyt ind, ved de godt, at forretningen ligger i at indkøbe LED,” siger Mads Enemark.

 

Ingen politimænd

Kommunikationen omkring bæredygtighedsindsatsen har været åben og drevet af både Mastiff og Produced By. A-funktionerne på Vild med Dans - altså lederne i de respektive afdelinger - har fået en dybere briefing end resten af holdet. For som Mads Enemark siger:

 

“Hvis nogle bliver utilfredse over noget, vil de typisk gå til nærmeste leder.”

 

Generelt har medarbejderne dog ikke været negativt stemt, selvom de har måttet opgive plastflasker, skal gøre sig mere umage med affaldssortering og er blevet præsenteret for vegetarmad.

 

“Det er efterhånden svært at være sur på bæredygtighed. Det kan man ikke rigtig tillade sig længere,” siger Mads Enemark.

Men han som ansvarlig og de andre, der har været ‘green managers’ - en slags grønne fødselshjælpere - skal balancere mellem at minde folk om de gode vaner uden at forvandle sig til et grønt politikorps.

 

“Vi skal kunne sige: ‘hov, husk lige at sortere det der.’ Eller spørge: ‘Er det strengt nødvendigt at printe hele manus hver gang?’ Det er en del af vores omgangsform i dag,” siger han.

 

De tiltag, der skal til for at blive certificeret, er ikke så svære, synes Mads Enemark. Og tager man nogle få skridt af gangen, så slår den grønne tænkning rod, og medarbejderne  begynder selv at få gode ideer.

 

“På systuen har de vedtaget et dogme om at genbruge en kjole hver uge. Jeg kunne godt have trukket det ned over hovedet på dem og sagt: ‘I skal genbruge.’ Men så mister folk motivationen og arbejdsglæden. Her er det vokset frem af sig selv, og det er langt mere værd.”

 

Råd fra Mads Enemark

●      Gør det bæredygtige valg let: Hav for eksempel cykler og metrokort klar, så folk ikke behøver køre rundt i bil

 

●      Læg pres på underleverandører: Bliv ved med at efterspørge bæredygtige løsninger

 

●      Tjekaffaldet: Her bliver ressourceforbruget synligt, og det bliver tydeligt, hvad der spildes

 

●      Find nøglepersoner, der skal drive forandringen. Den kommer ikke af sig selv. Men når det grønne er blevet ‘top of mind’, vil man automatisk stille spørgsmål tilbæredygtighed, hver gang noget købes ind

 

Her skal der sættes ind

Branchens klimabelastning kommer især fra: Transport, energi, forplejning, materialer og affald.