Grønne Stemmer – en portrætserie om film- og tv-arbejdere som gør en ekstra indsats for miljø, natur og klima på produktionerne.
Dato for aktivitet:
I løbet af efteråret vil vi udgive en række portrætter af personer i film- og tv-branchen som arbejder aktivt med den grønne omstilling. De forskellige portrætter skal gerne være med til at inspirere alle jer andre i branchen til at komme i gang, at tage endnu et skridt i en grønnere retning, at starte en givende og lærerig diskussion eller noget helt fjerde.

Den grønne omstilling, bæredygtighed, miljø- og klimavenlighed skal tænkes ind i alle brancher, og film- og tv-branchen er ingen undtagelse. Vi er altid mange mennesker til at producere indhold, det er ofte noget, der bygges op fra ingenting til noget, der skal forestille noget eksisterende, mange mennesker skal transportere sig, have forplejning, skuespillere og medvirkende skal have kostumer på og der optages ofte på mange locations. Når optagelserne er færdige, skal det hele ryddes op igen og formentlig ikke bruges mere, derfor bliver meget smidt ud. Det er netop denne tankegang der skal ændres, vi skal tænke cirkulære processer ind i langt højere grad, helt fra starten.
Måske kan ugens grønne stemme inspirere dig til det, eller til andre grønne, bæredygtige, miljø- og klimavenlige tiltag.

 

DENNE UGES GRØNNE STEMME ER: MAY EL-TOUKHY

  

Biografi

Navn: May el-Toukhy

Funktion: Manuskriptforfatter og instruktør

Tid i branchen: 28 år

Seneste job/produktion: The Crown

Hvad driver dig i forhold til at komme i gang med det grønne arbejde med filmproduktioner?

Jeg ønsker at efterlade en frugtbar planet til kommende generationer, blandt andet min datter på 14 og mine brødres børn. Jeg ønsker at gøre, hvad jeg kan nu og her for, at deres generation ikke skal være på flugt fra klimaforandringer og/eller skal bekrige hinanden for at få fingre i de samme ressourcer.

Hvad har været det sværeste/den største barriere i forhold til det grønne arbejde med filmproduktioner?

Den største barriere er, at de penge vi kan skaffe til at producere film for, ikke rækker til at filme lokalt. Derfor bliver vi nødt til at søge til udlandet for at filme hvor arbejdskraften, og fx udgiften til materialer og leje af udstyr er lavere. Det vil sige at film der faktisk foregår i Danmark er næsten umulige at filme i Danmark og det er ikke særlig bæredygtigt, fordi det gør at vi blandt andet skal flyve og køre mere, for at komme på arbejde. Og derudover flytter vi arbejdspladser ud af landet, så visse filmhåndværk går helt tabt. Det er lige nu den største udfordring, i mine øjne.

Hvad synes du der skal til, for at vi kommer tættere på mål med den grønne omstilling?

I filmbranchen: at der kommer flere penge til dansk film så vi kan optage filmene, der foregår på dansk jord, i Danmark. Og/eller at der kommer en grøn bølge – ligesom dogme bølgen – der viser vejen for en ny måde at producere film på - ikke AI film(!) - men film som kan laves for de penge vi har og filmes lokalt, hvis historien er lokal.

Generelt: at lovgivningen strammes, så vi som borgere har en max kvote, der gør, at vi ikke bare kan flyve og købe alt det bras vi, i vores del af verden, har for vane at gøre.

Hvad har du opnået med det grønne arbejde på en filmproduktion, som du er mest stolt af?

Jeg har erfaret at nogle samtaler og processer kan klares digitalt. Jeg behøver ikke flyve til London eller LA hver anden uge for at holde et møde. Det er ikke mit arbejde med bæredygtighed der har lært mig det, men coronapandemien, og det fungerer stadig godt for mig. I forhold til det grønne arbejde på en dansk spillefilm, er jeg kun lige gået i gang. Jeg arbejder på en spillefilm, hvor jeg for første gang har en grøn projektkonsulent inde over allerede på manusplan. Det er inspirerende og lærerigt. Det kan jeg godt anbefale.

Hvad er dit bedste råd for at blive en grønnere film-/tv-arbejder?

Mine bedste råd er at tale højt om ambitionerne, tidligt. At anspore alle afdelinger til at tænke grønt og facilitere et rum, hvor det er muligt at gennemføre grønne tiltag – fx igennem det at hyre en grøn projektkonsulent.
At tænke over hvor meget man flyver kommercielt udenfor sit arbejde, er også noget jeg tænker meget over. Selv har jeg det sådan, at det bliver mindre og mindre attraktivt for mig at flyve når jeg kan lade være. Ikke fordi jeg ikke er nysgerrig på verden – der er masser af steder jeg stadig drømmer om at se – men fordi jeg synes jeg opbruger min flykvote igennem mit arbejde. Jeg har dårlig samvittighed overfor planetens børn hver gang jeg flyver privat. Og selvom det ikke er mit eget valg om jeg vil flyve når jeg arbejder, så tror jeg ikke vi kommer nogen vegne med den grønne omstilling, før vi forstår, særligt i vores del af verden, hvor det generelle forbrug er højt, at vi kommer ingen vegne uden at give personligt afkald. Det kommer til at koste noget, hvis vi skal vende skuden.


May el-Toukhy, Manuskriptforfatter og instruktør. Foto af Søren Rønholt