Den grønne omstilling, bæredygtighed, miljø- og klimavenlighed skal tænkes ind i alle brancher, og film- og tv-branchen er ingen undtagelse. Vi er altid mange mennesker til at producere indhold, det er ofte noget der bygges op fra ingenting til noget, der skal forestille noget eksisterende, mange mennesker skal transportere sig, have forplejning, skuespillere og medvirkende skal have kostumer på og der optages ofte på mange locations. Når optagelserne er færdige, skal det hele ryddes op igen og formentlig ikke bruges mere, derfor bliver meget smidt ud. Det er netop denne tankegang der skal ændres, vi skal tænke cirkulære processer ind i langt højere grad, helt fra starten.
Måske kan ugens grønne stemme inspirere dig til det, eller til andre grønne, bæredygtige, miljø- og klimavenlige tiltag.
Navn: Nina Gry Johannsen
Funktion: Produktionsassisten og Green Manager
Tid i branchen: 7 år
Seneste job/produktion: X Factor, Sæson 18
For nogle år siden fandt jeg ud af, at kulturindustrien, og herunder tv-branchen, sammenlagt bidrager til 4% af den årlige globale CO2-udledning, hvilket eksempelvis overgår flyindustriens bidrag med 3%. Dét faktum fik mig særligt engageret i det grønne arbejde, da jeg fik øjnene op for, hvor slemt det faktisk stod til. Inden for de seneste år føler jeg, at der er blevet implementeret flere grønne løsninger på diverse produktioner, hvorfor vi både kan inspirere hinanden samt være med til at skubbe hinanden i den positive retning. Det driver mig at se den udvikling, som sker.
Jeg ser to store barriere i forhold til det grønne arbejde. Det økonomiske aspekt og det tidsmæssige aspekt. Vi kender alle udtrykket, time is money, hvilket bliver sat på prøve i den grønne omstilling. Lad os blot fokusere på en så simpel ting som forplejning. Den lette og hurtige løsning ville klart være at anvende plastikflasker og engangsservice, som hurtigt kan smides i skraldespanden fremfor genanvendelig service, som både skal vaskes op samt returneres. På denne sæson af X Factor er det alligevel noget der er prioriteret på alle produktionsdage – uanset om holdet består af 30 eller 200 mennesker.
En væsentlig pointe, som alle på holdet bør have in mente er, at selvom det er produktionens (producerens) ansvar, at der implementeres grønne tiltag samt løsninger, så er det ikke udelukkende produktionens ansvar at disse indfries. Det er op til den enkelte medarbejder – uanset om du er tilrettelægger eller scenograf. Vi kan kun komme tættere den grønne omstilling, hvis vi (så klichéagtigt, som det end måtte lyde) løfter i flok. Det er en generel holdindsats, som kan bringe os tættere på målet.
Lige nu er vi i gang med at line up til den næste sæson af X Factor, hvor vi vil implementere kødfrie produktionsdage. Så banalt, som det end måtte lyde, så gør det bare en stor forskel, om 30 mennesker sidder og spiser en rød steak eller et lækkert grillet stykke spidskål til frokost.
Det er et fælles ansvar at drive en grønnere produktion, hvorfor vi finder det særligt vigtigt at videreformidle til resten af holdet, så alle er informeret om det samme. Indtænk grønne handlinger i alt hvad du foretager dig på produktionsdagene. Om det så er at smide et brugt batteri i den rigtige container eller medbringe din egen vandflaske. Den grønne omstilling er ikke så besværlig, hvis vi alle blot har den placeret i baghovedet.