Klimavenlig produktion: Leverandørerne starter hos dem selv
Dato for aktivitet:
Lys, el og batterier er de områder, hvor FilmGear og MAAN Rental har skiftet over til mere klimaenlige produkter. Men de har brug for filmbranchens efterspørgsel, hvis den bæredygtige omstilling skal brede sig.

Foruden transport hører udstyr og studier til den mere miljøbelastende del af en filmproduktion. Lys og kameraer ruller derudad – ofte uden tanke på elforbrug. Men flere danske studie- og udstyrshuse er begyndt at gøre deres for, at det bliver lettere at producere film med hensyn til klimaet.

Vi har sat partikelfiltre på alle vores lastbiler, og alt lys på vores lager, kontor og i studierne er skiftet ud med LED-pærer for at nedbringe forbruget. Desværre lejer vi kun vores lagerplads og studier og kan derfor ikke bestemme, hvor energien kommer fra. Men vi er ved at undersøge, hvordan vi kan skifte til mere bæredygtig energi som for eksempel vind. Særligt fordi det ikke engang er dyrere,” fortæller Peter Andreas Nielsen fra FilmGear, som udlejer lys, grip og vind og har flere film- og tv-studier rundt om i Storkøbenhavn.

 

Også Storyline (tidligere MAAN RENTAL) med ekspertise indenfor kameraudlejning, har lavet tiltag for at hive deres forretning i en mere bæredygtig retning. De er ligesom FilmGear gået over til LED-pærer og bliver forsynet med energi via ”Dansk Havvind” i deres udstyrs- og efterarbejdshus i Københavns Nordhavn. Og der bliver brugt en del.

 

Sammen med vores to datterselskaber TGB VFX og ACT3 som arbejder med hhv. visual effects og traditionel post, bruger vi tilsammen mere end 250.000 kilowatttimer om året, hvilket svarer til 55 husstandes forbrug. Derfor synes vi, det er et fornuftigt og betydeligt sted at reducere vores klimabelastning,” siger Malte Udsen COO og ejer af Storyline (tidligere MAAN RENTAL).

 

Få vindenergi til dit kontor. Se mere her

 

Genbrug af batterier

Også på produktsiden udbyder begge selskaber klimavenlige alternativer. For Storylines vedkommende køber de kamerabatterier fra det tyske firma Bebob, som genbruger enkeltdele og genopsamler brugte celler for at afskaffe dem på en bæredygtig måde. Herudover er det danske udlejningsselskab i 2020 begyndt at fremstillet deres egne batterier, så de kan udskifte batteriets celler, når de ikke virker mere – frem for at smide dem ud.

 

Hos FilmGear har de valgt at have et stort udvalg af LED-lamper på hylderne, som bruger 4-5 gange mindre energi end den klassiske glødepære.

 

LED-pæren har i dag den samme farve-renhed som en glødepære og har den fordel, at man kan lave lysskifte med samme lampe, så man behøver ikke at skifte lampesætning 10 gange på en optagedag, hvilket tit er nødvendigt med almindelige glødepærelamper,” forklarer Peter Andreas Nielsen.

 

FilmGear oplever en stigende efterspørgsel på LED-lamper fra film- og tv-produktionernes tekniske hold, men primært fordi de er nemmere at bruge og ikke udleder samme mængde varme som glødepærer.

 

Vi oplever ikke, at efterspørgslen er direkte på bæredygtige produkter. Produktionerne efterspørger LED-lys, fordi det er lettere at arbejde med. Det er en heldig bi effekt, at det er bæredygtig energikilde,” siger Peter Andreas Nielsen.

 

Lægger under for branchens efterspørgsel

Udlejningsselskaberne følger meget med i, hvad det sker på markedet, og vil gerne tilbyde flere klimavenlige produkter, men bliver også nødt til at tænke på forretningen.

 

Vi er jo udlejere, så vi ligger totalt under for folks efterspørgsel. Vi holder os orienteret om, hvad der sker på udstyrsfronten rent teknologisk, og kigger for eksempel på mere effektive batterier, men alt kommer an på efterspørgsel,” siger Peter Andreas Nielsen fra FilmGear.

 

Han fortæller også, at selvom produktionerne er interesseret i at bruge LED-lys, vælger mange det i sidste ende fra, fordi det er dyrere. Samme oplevelse har Storylines lysudlejning i Sverige. Her ser de også, hvordan produktioner fravælger de dyrere LED-lamper, selv efter der er medregnet besparelserne ved at bruge LED andre steder i budgettet.

 

Begge selskaber håber på, at producent og mere specifikt lineproducere på sigt vælger at prioritere de klimavenlige udstyr og tager højde for besparelserne på elregningen, hvilket er forudsætningen for, at udlejningshusene har det grønne udstyr på hylderne.