LED-lys, samkørsel og Sofie Linde i genbrugstøj giver X Factor 41 point i GREEN FILM certificering
Dato for aktivitet:
Den 31. marts 2023 blev årets X Factor-vinder fundet og dermed blev 16. sæson, som siden 1. januar har kørt på TV 2 fredag efter fredag, afsluttet. Men ved dette års X Factor har alt ikke været som det plejer. Produktionsselskabet Blu, der står bag programmet, har nemlig gjort en solid indsats for at producere denne 16. sæson så klimavenligt som absolut muligt.

Tidligere på året skrev vi om TV 2’s vigtige skridt på vejen mod de grønnere tv-produktioner. Her er en række af deres faste programmer blevet produceret mere klimavenligt og dermed GREEN FILM-certificeret, og seneste skud på stammen er altså dette års X Factor. Læs artiklen her.

X Factors konkrete tiltag for at opnå de tårnhøje point

Nogle af de tiltag, som blev implementeret på dette års X Factor, var bl.a. at 90% af showets lys var LED-lyskilder. Deres strøm kom fra det lokale elnetværk, som bruger certificeret strøm. Dermed blev der stort set ikke benyttet dieselgeneratorer til at generere strøm, som ellers ofte er fast inventar på settet, når man laver film- og tv.

Det er et stort apparat der skal ændres, når man skal omlægge en produktion til at være grøn, og derfor er der en masse mennesker der skal involveres: Hele filmholdet, de medvirkende og samarbejdspartnerne, og det er både fysiske og mentale ændringer, der skal til. ”Vi har nogle megafantastiske samarbejdspartnere, som har været totalt med på omlægningen. Hele vores lysafdeling, Litecom, har omlagt til LED-lys, hvilket har betydet, at 90% af alt lys, er LED-lys. Det har været en stor omlægning, men en stor CO2-besparelse og en økonomisk besparelse på strømforbrug på omkring 25%. Det har været nemt for os, fordi Litecom bare har steppet op og sagt; det er det, vi gør”, siger produktionsleder på X Factor, Cathrine Hundsholt.

90 % af lyset i X Factor kommer fra LED-Lyskilder. Foto: Lasse Lagoni

 

Herudover var alle køretøjer på produktionen minimum af EURO 6 normen. Hver gang de transporterede sig, var samkørsel en høj prioritet, så der blev benyttet færre køretøjer. ”Nogle gange optog vi i København, hvor folk nemt kan komme frem og tilbage med cykel eller tog, men når vi skal ud af byen, så handler det om, at produktionsafdelingen tager ejerskab, og siger; hey, vi skal optage dér, vi koordinerer samkørsel og du får info om opsamlingssted og -tid”, siger Cathrine Hundsholt.

 

På forplejningsdelen blev al engangsservice og kildevandsflasker erstattet med genanvendeligt service og drikkeflasker, og mængden af det røde kød, som er en kæmpe klimasynder, blev reduceret og erstattet med mere klimavenlige fødevarer som lyst kød, fisk og bælgfrugter. Forplejningsdelen er noget af det, som er rigtig svært at ændre, og et område som virkelig mærkes på medarbejderne, og som italesættes. Cathrine udtaler, at ”hvis man italesætter det med, at det er vegetardag, så føler folk straks, at de er blevet frarøvet noget, hvor hvis det er noget, man bare gør og præsenterer lækkert, så er der ikke nær så mange som opdager det eller italesætter det”.

Ingen kildevandsflasker på produktionen. Foto: Lasse Lagoni

Den totale CO2-udledning

Til at indsamle data har X Factor brugt CO2-beregningsredskaberne Albert og Green Producers Tool. Den endelige beregning viser en CO2-udledning på 64,67 tons. Dataene rummer tal fra samme fokusområder, som indgår i GREEN FILM-certificeringen. Derudover kan man gennem beregningsredskaberne få lidt mere detaljeret data om f.eks. det udstyr, der bruges til selve optagelserne, og udstyrets livscyklus.

De dele der beregnes på, når man taler om CO2-udledningen af et produkts livscyklus.

Ligeledes har produktionen vejet, hvor mange kg. der har været af hver type af affald, som blev sorteret i 7 forskellige kategorier. Derudover rummer dataene antal kørte kilometer i de forskellige typer af køretøjer. Beregningen rummer altså mange forskellige detaljer i de forskellige fokusområder og tiltag og kan til sidst give et tal på den samlede CO2-udledning.

Som en del af denne beregning var det også muligt at sammenligne med, hvis programmet var produceret uden de klimavenlige tiltag. Hvis det var tilfældet, ville CO2-udledningen have været 95,07 tons.

Det vil altså sige, at med X Factors bæredygtighedsplan, implementeringen af de grønne tiltag og den store holdindsats for at opretholde nye måder at arbejde på, har de sparet lidt mere end 30 tons CO2. Det svarer til en CO2-reduktion på 32 %, og det kan f.eks. omregnes til 15 flyveture, tur-retur, mellem København og Paris (Kilde: Produced By).

Genbrugstøj som en JA HATs-ting

Ligesom lys-afdelingen var gearede til de klimavenlige tiltag, var den afdeling, der byggede kulisserne også rigtig gode til at genbruge rekvisitter og kulisser fra tidligere sæsoner, ligesom de genanvendte set-stykker fra både auditions og 6-chair challenge til nye kulisser i X Factors live-shows.

Noget af det, som Cathrine Hundsholt ser som det nemmeste at implementere, har været de grønne tiltag i forhold til værten, Sofie Lindes, kostumer. ”Der har vores stylist, Jon Elster, været megasej til at sige; hvor er det spændende og en megafed udfordring at få”, forklarer Cathrine. De kostumer som ikke er genbrug, de er lejet, og finalekjolen er syet af Sofie Lindes allerførste finalekjole. Alt omkring kostumerne har, ifølge Cathrine ”været fedt, fordi det virkelig har været en JA HATs-ting og Sofie har jo setstrålende ud”.

Det er altså lige så vigtigt at have nogle gode samarbejdspartnere med en positiv indgangsvinkel til projektet og omstillingen for at kunne lykkes med det, med et godt resultat.

Sofie Linde i genbrugskjole. Foto: Lasse Lagoni
Sofie Linde i genbrugskjole. Foto: Lasse Lagoni

”Vi kan gøre det samme, lige så fedt, men på en måde der også er god for Moderjord”

Som sagt er det 16. sæson af X Factor, som der i år har rullet over skærmen. For seeren har det været stort set umuligt at se, at der er blevet gjort en masse for at spare på CO2-udleningen, og det er netop produktionsleder, Cathrine Hundsholts, pointe – ”Der går ikke noget af os, ved at gøre det bedre og rigtigt i forhold til miljøet. Vi laver stadig det samme indhold, som er lige så fedt”. Ifølge Cathrine har det, at X Factor skulle GREEN FILM-certificeres, været en god motivationsfaktor for holdet. Det har motiveret til nogle gode snakke om, hvilke muligheder der er, for at producere på en mere klimavenlig måde. ”For selvfølgelig skal vi tænke anderledes på det vi producerer i år, i forhold til det vi producerede for 10 år siden. Det er naturligt, at ting udvikler sig, og at klimavenlig produktion er kommet for at blive” uddyber Cathrine Hundsholt.

 

Ingen vej tilbage

Det store fokus på CO2-udledning, klimaforandringer og dataindsamling er stødt stigende og ikke til at komme udenom på de fremtidige film- og tv-produktioner. Så afslutningsvist bad vi Cathrine Hundsholt om at give et råd med på vejen, til dem, der står overfor en grøn omlægning af deres kommende produktioner. Til det siger hun; ”Det er vigtigt, at man, fra start, fortæller hele holdet, hvor sejt det er, at man som produktion kan lave lige så godt tv og indhold som man plejer, men at man, med små virkemidler, faktisk kan gøre noget rigtig godt for miljøet. Ved at man fra start siger; fuck hvor er det fedt, at vi gør det her sammen, så tror jeg på, at man kan få et meget bedre sammenhold og teamwork. Det kan godt være, at det nogle gange bliver mere besværligt, men det handler om at være kreativ sammen i et team, at tale om, at nogle af processerne måske bliver anderledes, og at der skal findes nogle nye kreative løsninger”.

Alle film- og tv-produktioner er unikke, og der findes derfor ikke én bestemt metode, eller et bestemt sæt kreative løsninger, man kan benytte sig af. Man skal på hver en produktion, i planlægningsfasen, beslutte, hvor man vil sætte ind, hvor det giver mening og hvilke tiltag der skal implementeres som en holdindsats.

Kæmpe tillykke til Blu med certificeringen af X Factor, sæson 16, med 41 point!